Kære alle,
I ønskes en glædelig jul og godt nytår.
Her følger en kort opdatering over aktiviteter siden foreningens arbejdsdag i september.
Veje og stier
Jammerbugt Kommune planlægger at udvide sti 100 mod nord op mod Løkken og har afholdt møde om mulig stiføring, som bestyrelsen deltog i.
Vi forventer ikke det nye spor kommer til at gå ind igennem foreningens fællesområder og har udtrykt vores modstand mod at lade vore trampestier blive en del af sti 100 i området nord for Sylviavej og Sarasvej.
Vores fire hovedveje vil få den sædvanlige udbedring inden forårssæsonen med særlig fokus på det nordlige stykke af Sarasvej ud mod Kettrup Bjergevej.
Trampestien vest om Hjertesøen er blevet omlagt nogle få meter så vi undgår den lille bro som var faldefærdig (foto vedlagt)
Flismateriale er lagt ud for at dække områder hvor frit sand er opstået. Stor tak til Bent Trangbæk som har udført arbejdet.
Bestyrelsen er i langsommelig dialog med Nordjyllands Politi og Jammerbugt Kommune om tilladelse til at begrænse hastigheden til 20 km/t på vore stikveje som aftalt på generalforsamlingen. Afklaring forventes først i det nye år.
Flisning og naturpleje
Sommerhuspedellen er som sædvanlig på dette tidspunkt af året i gang med at sørge for flisning af de bunker der er samlet sammen i løbet af efteråret, og han forventer at have afsluttet opgaven inden årets udgang.
Jammerbugt Kommune har lovet os – uden beregning – at fjerne de bunker som stammer fra naturplejedagen i september. Bunkerne er af frivillige blevet anbragt tæt på vejene så vognmanden let kan hente dem.
Foreningen har pådraget sig endnu en u-budgetteret udgift som en direkte følge af klagesagerne mod afgræsningsprojektet. Vores dyreholder har bedt om erstatning på 9.250 kr som er det netto beløb han skal betale tilbage til Landbrugsstyrelsens støtteordning fordi vi ikke kunne have dyr i folden i 2022, men måtte sætte projektet på pause og søge dispensation fra kommunen for at kunne fortsætte projektet i 2023 og frem. Ordningen betinger 5 ubrudte år med græsning. Bestyrelsen har valgt at imødekomme vores dyreholders krav.
Sluttelig vil vi minde om – i disse kolde tider – at I sikrer husene mod vandskader ved at have varme på eller sørge for at udsatte rør er tømt for vand.
Mange hilsner
pbv
Peter Bonne Eriksen Formand