Nedenstående beretning er i 1979 forfattet af Grundejerforeningen Ørnbjergs æresmedlem, arkitekt Villy G. Hansen, som overdrog beretningen til foreningen. Forsiden er ikke medtaget. Beretningen vil ikke blive genoptrykt, men kan frit kopieres.

Forord:

I 1935 erhvervede jeg en såkaldt strandgrund, matr. nr. 3g, beliggende ved foden af Kettrup Bjerge, med udsigt gennem Slugten til 0rnbjerg.

Ørnbjerg er det højeste punkt i Kettrup Bjerge, 43 m, med udsigt over Jammerbugten fra Rubjerg fyr i nord til Hanstholm fyr mod vest. Der er vid udsigt over det vendsysselske landskab, med en række kirker fra Tise kirke i syd til Børglum Kloster mod nord.

Ørnbjerg er et trikonometrisk punkt. Ørnbjerg var et karakteristisk punkt i Kettrup Bjerge, der er et af de skønneste områder langs den jyske vestkyst.

Ved befæstning under anden verdenskrig, ændrede den tyske værnemagt området til ukendelighed og indgrebet i Ørnbjerg var så voldsomt, at en stadig sandflugt gjorde voldsomme indhug, der først blev standset ved Jord- og boligfonden Nordjyllands beplantning i midten af halvfjerdserne.

Det er dog stadig en betagende oplevelse at stå på Ørnbjerg, men det er min erfaring, at navnet er ved at gå i glemme og mange af de nye lodsejere har ingen nærmere kendskab til området.

Det er mit håb og ønske, at der ved udarbejdelsen af denne beretning, kan skabes interesse for bevarelse af navnet Ørnbjerg, måske ved at kalde den grundejerforening, som Jord- og boligfonden Nordjylland skal oprette, for Ørnbjerg, idet Ørnbjerg ligger som et naturligt vartegn for området, tilsvarende Kordalsbakken for udstykningen Kordalsklit, ligesom man evt. kan få byrådet til at navngive den nord- og sydgående del af Kettrup Bjerge Vej, til Ørnbjergvej.

Kommunen har tilsvarende kaldt Kordalsvej efter Kordalsbakken og Gulagervej efter Gulagerhøj.

Aalborg, april 1979 .
Villy G. Hansen

Beretning.

Kettrup Bjerge er et højdedrag, der strækker sig fra foden af udstykningen Kordalsklit i syd, Ilbæk syd for Grønhøj i nord.

Det højeste punkt er Ørnbjerg. Området blev “opdaget” af den kendte fynske maler, Carl Schou. Carl Schou blev sikkert kendt med terrænet gennem sin gode ven, maleren Aksel P. Jensen, der var fra egnen og selv havde bygget sit kendte højtliggende atelier på Lien ved Pirupshvarre.

Carl Schou opførte i begyndelsen af tyverne, et grundmuret hus på en strandgrund i den yderste klitrække og kaldte huset Kettruphus. Huset blev brudt ned under den anden ver­denskrig af den tyske værnemagt, og genopført af arvingerne efter krigens slutning, i samme skikkelse.

Carl Schou havde under opførelsen og gennem de mange år, nær forbindelse med ægteparret Helga og Søren Jensen Sivesgård, der var ejere af den sydligste af gårdene i Sønder Kettrup. En sådan kontakt var nødvendig, for at kunne få de nødvendigste fødemidler.

Kettruphus ejes nu af Louise og Erik Thomsen Støtt, der har foretaget mindre ændringer ved bygningen.

Først i begyndelsen af trediverne, blev der bygget på grundene nord for Kettruphus. Række­følgen var: Entreprenør Heinrich Thomsen, så fulgte hans gode ven og gamle skolekammerat, afdøde borgmester Marius Andersen, Aalborg, derefter redaktør af Socialdemokraten, afdø­de folketingsmand, statsrevisor Bollerup Madsen, der var ungdomsven, fagkollega, cigarsorte­rer og partifælle med statsminister Thorvald Stauning, der byggede på den nordforliggende nabogrund.

Husene var beskedne træhuse af størrelse som gode lysthuse. Staunings hus var således ca. 20 m2, et stort rum med to sengepladser i forlængelse af hinanden i tilslutning til en koge­plads, placeret i østsiden og fri gulvplads med et vindue i vestsiden. I gavlen mod syd var der en mindre lukket glasveranda. Opvarmningsmulighederne for madlavning, var sprit- og petro­leumsapparat eller primus. For nødtørften var der opstillet et mindre firkantet skur ved fo­den af bakken mod land, og pumpen havde også her sin placering. Over døren til nødtørfts. huset, var malet et skilt med påskriften: “Fristed”. Nødtørftshuset og pumpen kan endnu ses.

På en bakketop var der rejst en flagstang i tilslutning til en bænk, hvorpå der var skrevet “Guggehøj”. Der lå et ordspil i denne betegnelse, idet det var en høj, hvor man kunne sidde og gugge, nyde udsigten på vendelbomål, og samtidig var det Gugges høj. Gugge var kæle­navnet på koncertsangerinden Augusta Eriksen, Staunings livsledsager.

For at give et indtryk af, hvor rolige forholdene var, kan jeg fortælle, at jeg har set to-planede lette flyvemaskiner lande på stranden med dokumenter til underskrift af Stauning.

De omtalte beboelser blev populært kaldt “Den Røde Koloni”, på grund af partifællesska­bet.

På arealet syd for Kettruphus, indtil sogneskellet mellem Saltum-Hune kommune og Ingstrup- V. Hjermitslev-Alstrup kommune, mod den offentlige adgangssti nr. 15, til havet, udstykkede direktør Larsen, Nørresundby, i samme tidsrum 5 grunde, hvoraf jeg erhverve­de grund nr. 2 fra syd. Alle grunde havde kun adgang fra stranden.

Min nabo mod nord var gennem 25 år, afdøde overklitfoged Allan Heilmann, Skagen. På min forespørgsel hvorfor han købte sand her, og om der ikke var sand nok i Skagen, udtalte han, at han indgående kendte den jyske vestkyst, fra Skallingen til Grenen, og for ham var Kettrup Bjerge det skønneste og mest karakteristiske stykke vestkyst. Han agtede ikke at bygge, men ønskede at slå telt op for overnatning på sine inspektionsture.

Når folk spurgte mig om hvor jeg havde sommerhus, og om hvorledes der så ud, citerede jeg altid Allan Heilmann’s udtalelse, så var min oplysning ikke farvet af ejersyn.

Jeg skal ikke forsøge at beskrive bakkernes skønhed, men blot henvise til de tre fotografier på billedside I, der taler sit tydelige sprog. Sømærket og huset på det øverste billede, blev under den anden verdenskrig nedrevet af den tyske værnemagt. Fundamenterne for huset ses endnu i bakkerne.

Langs den jyske vestkyst, var der med mellemrum, på højdedrag, opstillet sømærker til land­pejling for fiskerne. Sømærkern havde forskellig form. I Grønhøj Syd ved Johanvej, en sidevej til Margrethevej, ligger et stråtækt husmandssted, tilhørende Johan Ulrik Christensen, der, trods sin høje alder, beboede stedet for få år siden. Han har nu ophold på plejehjemmet i Pandrup. Johan Ulrik, som han blev kaldt, var meget afholdt af badegæsterne, han har stort lokalt kendskab, er meget egnsbevidst, og har lyst bestemmelse om, at der ingensinde må bygges på hans ejendom.

Johan Ulrik har i 1970, i sit 83. år, efter hukommelsen, tegnet Kettrup sømærke, som vist på billedside ill, og de øvrige sømærker langs Jammerbugten, der er angivet på billedsiderne IV og V.

På generalstabskortet, side II, er der med linier angivet udsigten fra 0rnbjerg til de forskel­lige kirker. På kortet er der til vejen der fører fra Brødslev til Kettrupgård, vist en markvej, der går op til den sydligste af ejendommene i Sønder Kettrup, matr. nr. 3a m.fl., der indtil 1960 var ejet af gårdejer Søren Jensen Sivesgård, der i perioder var sognerådsformand for Ingstrup-V. Hjermitslev-Alstrup kommune.

Den nordligste ejendom, havde adgang fra vejen til Kettrupgård ad en markvej, der udmun­dede umiddelbart nord for Kringelbæks føring under vejen. Markvejen var den nu udlagte Kettrup Bjerge Vej. Umiddelbart øst for ejendommen, der har matr. nr. 2a, førte en vinkel­ret vej mod Pernillevej ad en skråning op til gårdene.

Pernillevej er af den lokale befolkning gennem årene, blevet kaldt Kirkebakken, fordi den førte op til den nu nedlagte Kettrup kirke, hvis østligste kirketomt er fredet og afmærket af Nationalmuseet. Ejendommens have er indviet jord, idet den er den tidligere kirkegård.
Man befinder sig her på historisk grund. På kirketomten findes en sten med Kristi mono­gram, og indskriften:

Her gav slægterne møde til sandet lagde mig øde 1571

For historisk korrekte oplysninger om stedet, henvises til siderne VI, VII og VIII med en billedside IX. Siderne indeholder en indberetning af museumsinspektør ved Nationalmuseet, Hugo Mathiessen, maj 1918.

Ejendommens ejer, har siden december 1944, været gårdejer Jens Andreas Sivesgård, der er søn af Søren Jensen Sivesgård.

For at bringe klarhed over de lokale stednavne, er det nødvendigt, at omtale arealet i den yderste klitrække, under den tidligere Saltum-Hune kommune, grænsende op til sogneskel­let mod nord. I dette område udstykkede afdøde grosserer Rasmussen, Aalborg, grunde til 5 ejendomme, der havde fælles opkørsel fra stranden af den nu benævnte Kordalsvej.

De 5 ejendomme bestod af de 2 stråtækte huse der ligger ved foden af 0rnkam, der nu er sommerbolig for bankfunktionærer . Den store stråtækte sommerbolig Ømborg, nu kaldet Stråhatten, af den nuværende ejer, direktør Zachariasen, Hjørring, samt Arken, der ejes af Journalistforbundet i Aalborg, og Ørnereden, hvis ejer har været direktør Oscar Nielsen, Brønderslev, og sidst hans nu afdøde enke, direktør Rigmor Nielsen.

Ved opkørslen, blev der i den yderste klitrække, placeret et skilt med den fejlagtige stedbe­tegnelse 0rnbjerg, ligesom opkørslen fejlagtigt af kommunen blev betegnet Ørnbjergvej, hvilket senere er rettet korrekt til Kordalsvej. Vejen har aldrig ført til Ørnbjerg, hvortil adgangen fra stranden foregår ad den udlagte offentlige vej nr. 15, langs det tidligere sogne­skel, videre op gennem slugten til 0rnbjerg.

Navneforvirringen førte til at Jord. og boligfonden Nordjylland, i starten kaldte sin udstykning af Kordalsklit for Ørnbjerg, til fonden blev klar over fejltagelsen, ved køb af de nordligere liggende arealer, der indeholdt punktet Ørnbjerg.

Der er begrundet formodning om, at grundejerforeningen Kordalsklit, fjerner skiltet i den yderste klitrække, med den forvirrende stedbetegnelse Ørnhjerg.

I de første år af anden verdenskrig, udfoldede badelivet sig i området på normal vis, dog med den undtagelse, at det var forbudt at færdes på stranden efter kl. 19. Ved slutningen af bade. sæsonen i 1942, var det forbi med badelivet, idet den tyske værnemagt begyndte støbningen af Kettrup Bjerge Vej, der førte ud i bakkerne med en sydlig og nordlig forgrening og her. med begyndte befæstningen af området.

Mod havet blev der i bakkerne støbt kanonstillinger, hvor kanoner fra fregatten Niels Juul, blev opstillet. En observations- og ildledningsbunker og en radio-pejlestation, som vist på billedside XI. Disse bunkers har alle tilslutning til underjordiske opholdsrum.

Umiddelbart syd for Ørnhjerg, og nord og vest for radio-pejlestationen, findes store under. jordiske rum, hvorfra der var ført cylindriske jernrørsluftkanaler op over terrænet. Når man råbte ned i disse kanaler, kunne man høre det gjalde under jorden. Rundt om i terrænet, var opført flere underjordiske depotbunkers. Alt var forbundet med løbegrave i zig-zag-formet udførelse. Et indtryk af en depotbunker med tilsluttende løbegrav, får man af det ne­derste billede på side X.

Den eneste bygning, der var over jorden, var en vagtbygning af træ, der var placeret på det flade jordstykke syd for betonvejen, hvor den ved en runding føres stik mod vest ud i bakkerne.

I dalen bag den yderste klitrække, blev der udlagt fodfolksminer og mod land blev der ud­lagt svære landminer. Vejen fra Brødslev blev spærret med spanske ryttere.

Efter befrielsen i 1945 overtog de allierede området, under hvis ledelse demonteringen fandt sted, og optagningen af miner ved bistand af frivillige tyske soldater. Fodfolksmi­nerne i dalen, var små trækasser, der var i størrelse med en cigarilloskasse og fyldt med småforvredne skarpkantede metaldele. I forbindelse med kassen var der en udvækst, der var forsynet med 3 stk. ca. 2 1/2 cm lange metalgrene, som ved berøring udløste minen, der eksploderede i en højde af en snes centimeter, og ved spredning fuldstændig kunne lædere et ben. Det var ikke muligt at fjerne disse miner ved opgravning, hvorfor de blev bragt til udløsning ved serieeksplosioner , hvorved mit hus blev minesprængt som det fremgår af det øverste billede på side X.

Ammunition blev samlet i gryder i dalen og bragt til eksplosion, hvorved sommerhusene blev ødelagt og vegetationen med buske i klitten, kom i brand. I mange år. derefter, kunne man i klitten finde forvredne granatsplinter og ueksploderede granater.

Sommerhusene blev først restaureret flere år efter krigens afslutning, da der på grund af den herskende materialemangel var forbud mod anvendelse af disse til sommerhusbyggeri.

Efter demonteringen, blev området overtaget af den danske hær, der lod arealerne opmåle og kortlægge, hvorefter tilmuring af kanonstillinger og tildækning af de forskellige bunkers blev udført, og efter afslutningen af disse arbejder, blev arealerne overgivet til deres ret­mæssige ejere.

Strandgrundene fik nu mulighed for tilkørsel fra landsiden, og området, der før krigen var ukendt af såvel den nærmeste befolkning, som af den brede befolkning, blev nu et yndet udflugtssted.

Ørnbjerg, der efter krigen skrånede ret græsklædt op fra betonvejen, ligesom foden af Ørnekam nu gør langs Ørnegårdsvej, var i de følgende år udsat for stærk sandfygning, der bortrev det halve af den høje top. I 1956 styrtede den kubiske cementblok, der indeholdt det indstøbte fixpunkt, ned. Sandet lejrede sig i en 4-5 m høj sandbanke på betonvejen.

I midten af 60-erne fjernede brødrene Riltzebeek denne sandrevle, hvorved udstykningen langs Stellavej fik tilkørselsmulighed, og Ørnegårdsvej blev anlagt med tilslutning til den offentlige vej nr. 15 til havet.

I 1958 foretog gårdejer Søren Jensen Sivesgård, udstykning af den del af matr. nr. 3a, der i nord er begrænset af en linie gennem midten af observations- og ildledningsbunkeren, og i syd mod det gamle sogneskel og med øst og vestgrænser af betonvejen og skellet i dalen. Der fremkom herved 10 grunde, hvoraf jeg erhvervede den ene, matr. nr. 3 Kettrup Bjerge Vej nr. 94, og efter salg af min strandgrund, opførte jeg her, som den første, i 1959 mit hus Ørnbjerghus.

Samtidig med udstykningen fra matr. nr.3a, foretog arvingerne efter brødrene Okkels, udstykning af arealet der ligger umiddelbart nord for matr. nr. 3a. Der blev herved skabt mulighed for en begyndende bebyggelse af området.

I 1960 overtog gårdejer Søren Jensen Sivesgård’s søn, Søren Sivesgård, den sydligste af ejendommene Sønder Kettrup, matr. nr. 3a, og i efteråret 1972 solgte denne de græsklædte klitarealer til Jord- og boligfonden Nordjylland, der foretog udstykning og anlægning af veje.

Der kan bemærkes, at Sinnesvej er opkaldt efter Søren Jensen Sivesgård’s yngste datter, der hedder Jensine, men blev kaldt Sinne.

Jord- og boligfonden Nordjylland, har senere erhvervet flere tilstødende arealer i området til udstykning, med en rig byggeaktivitet til følge. Byggeriet er præget af fast planlægning og hensyntagen til de landskabelige forhold, hvorved man ønsker at vise pietet mod dette stykke af den danske vestkyst, der vel må betegnes som et af de skønneste, indeholdende historiske minder og et sted hvor der er skrevet danmarkshistorie.